Decemberbloggen

Endelig blev det den 24.december og selvom jeg ikke fejrer juleaften, forestiller jeg mig denne dag, for dem der fejrer jul, med kæmpe familie sammenkomster, hvor man mødes over en god mad med familien, venner og bekendte på samme måde, som den sociale del også er traditionen hos muslimerne, når vi afslutter fastemåneden eller når vi fejrer offerfesten.

Det er dog ikke alle, der er så privilegeret til at fejre julen i et stærkt socialt selskab, der er nemlig også den dyster side af den 24.december, hvor der er mange ældre mennesker derude, som sidder mutters alene ved deres julelys foran vinduet og ser folk komme og gå.  Det gør ondt i mit hjerte, når jeg ved at fænomenet med at de ældre sidder i ensomhed under juleaften er stærkt udbredt.

Deres kæres tilstedeværelse er med billeder af deres børn og børnebørn, som de har stående derhjemme i de flotteste rammer, og på den måde føler de deres families nærvær og mindes om at de har nogle slægtninge derude i det fjerne.  De ældre har enten ikke længere familie tilbage eller også har familien glemt at have deres ældre med i deres planlægning af juleaften. Juleaften er en af de allerstærkeste sociale traditioner i Danmark, som mange af de ældre desværre ikke længere kan nyde i selskab med deres nærmeste, men affinder sig med at sidde i ensomheden og underholde sig selv enten foran fjernsynet eller foran deres billedrammer med deres børn og børnebørn.  

Jeg er muslim, og jeg fejrer ikke jul, men alligevel håber jeg for mine medmennesker, og for de mennesker jeg lever sammen med i dette samfund, at de også skal være lykkelige og føle omsorg og have følelsen af at de bliver husket. Derfor glem ikke de ældre i al den juletravlhed, sørg for at de også kan opleve denne dag som en glædes dag, frem for at de skal sidde mutters alene i deres mørklagte stuer. Ingen mennesker fortjener at blive efterladt i ensomhed.

Inden jeg om få dage drager på en miniferie til Stockholm, så bliver dette mit sidste indlæg på decemberbloggen, det har været super dejligt, at læse de forskellige blogindlæg samt at høre jeres meninger og holdninger om mine indlæg her på bloggen.

I må  have en fortsat god juleferie og  tak for i denne omgang!

Jeg er 40 år og jeg tror på julemanden. Jeg tror på Jesus, jeg tror på Buddha, jeg tror på Mohamad og jeg tror på Rumí. Jeg tror på alle profeter, supehelte og visemand som vi kender til og alle dem som vi ikke kender til. (jf. dette ) Hvilket jeg er (næsten) sikker på mine 6 årige tvillinger også gør. Disse historier (om vi tror på dem eller ej) er en del af vores virkelighed og spiller en rolle i hvordan vi oplever osselv og vores omgivelser.

Når jeg fortæller historier til mine børn om Julemand, Jesus eller bare nisser er det ikke fordi jeg gerne vil have dem til at tro på en bestemt religion. Jeg gør det fordi disse historier indeholder nogle værdier og nogle aspekter som vi mennesker allerede er i besiddelse af og/eller vil udvikle. I mit personlige spejl står julemanden for gavmildhed, Jesus for næstekærlighed, Buddha for visdom. Mohamad for hengivelse og Rumí for universel kærlighed. Deruover står næsten allesammen for guddommelighed i mennesket. Hvad vi tilføjer eller trækker fra derefter er fuldstændig op til fortælleren og i min virkelighed handler fleste af superhelte (Superman, Batman, Pipppi osv.) historier om menneskets stræben efter at forstå og være ligesom Gud.

Fortællinger er en af de mest effektive måder at videregive informationer på. I vores dagligdag har vi mange filtre vi beskytter os med – f.eks når vi ser reklamer, nyheder eller X-faktor. Informationer der bliver skudt ud af disse medier tages ind med en gran salt, som består af vores opfattelse af virkeligheden baseret på den kultur vi er en del af, vores tidligere erfaringer og meget andet.

Sådan er det ikke med fortællinger. De går direkte ind i vores sjæl (hvis du er en af dem der tror på vi har én). Mennesker er bygget til at lære af narrativer og hvis vi skal videregive nogle af de livsvigtige erfaringer menneskeracen har gjort sig gennem tiderne på planeten skal de omformuleres som fortællinger og videregives på de nuværende tilgængelige media. Det kunne være i form af mundtlige fortællineger, youtube video, twitter update eller i form af en decemberblog!

Jeg kendte engang en jøde, der fortalte mig at da han var lille hørte han, ved juletid, mange af sine skolekammerater snakke om jul, Jesus og julemand. Det gik ham så meget på at hans skolekammerater troede på disse historier, så han tog hjem og skrev et brev til Mary Poppins og sendte det gennem skorstenen…

Min pointe er at vi bør være påpasselige med at hvad vi fylder de kommende generations friske, sårbare hoveder med: gamle, triste fortidsminder eller nye spændende muligheder. Svaret på dette spørgsmål ligger i tre andre spørgsmål, som er :

“Hvad har de mest brug for (for at overleve i en verden som vi har overtaget fra vores forældre)?”

“Hvad fik vi af vores forældre som var brugbar og som hjalp os igennem livet?”

“Hvad forestiller vi os (uden at vide det) at de kommende generationer får brug for for at leve et harmonisk liv i deres tid?”

Vores børn i en tidlig alder ikke har den skellen som vi voksne har mellem det vi kalder den virkelige verden og fortællinger. De oplever “ting” og alt hvad de oplever bliver deres virkelighed, om de så i virkelige verden eller i en fortælling. Det er jo den stærke side af en fortælling at når vi får fortalt en historie oplever vi hvad hovedpersonen oplever. Vi er i højeste grad “med” i historien og i hans/hendes valg. Derigennem forstår vi hvordan verden hænger sammen og hvordan vi kan finde vores egen vej igennem den mørke, skrammende skov og/eller nyde en frisk gåtur igennem venlige træer fyldt med glade, syngende fugle.

Hvilken virkelighed skaber DU for dine børn?

Her er der et par historier som jeg selv har skrevet nogle er børnevenlige og nogle kræver mere forstand, men Historien om Albert er en sikker vinder med børn.

Nu går der ikke længe før det er nytårsforsæt-tid. Jeg nævner det, fordi nytårsforsætter udspringer af en evaluering af året, der gik, og et forsøg på at nå lidt mere og lykkes lidt bedre i det, man egentlig gerne vil i det nye år. For mig giver nytårsforsætter i særlig grad mening i lyset af julen og det budskab som julen, for mig står for. Et budskab om Guds komme til verden i form af et lille barn.

Gud kom til verden, ikke bare for, som det ofte bliver præsenteret, at dø på korset, som betaling for vores synd, men faktisk helt grundlæggende, fordi han vil noget med os. Gud vil noget godt med os. Ja, han ville tage vores synd på korset, og det var vigtigt, men ligeså vigtigt er det, at han ville leve sammen med os, og at vi skal leve sammen med ham. Disciplene hørte ham kalde: ”Følg mig!” Det samme ”følg mig” lyder til hvert eneste menneske i dag.

Dette er en side af Kristendommen, som vi ofte glemmer i Danmark. En kristen er defineret af Kristus, af at være i lære hos Jesus, i lære til at blive som ham. ”Følg Jesus!” Det er julen et minde for mig om, og dermed bliver den også en god tid til evaluering. Følger jeg egentlig Jesus? Lever jeg et liv, som er gennemsyret af hans kærlighed og tro? Det ønsker jeg at gøre, men svaret er nok både et ja og nej. Der er nok altid ting, man er glad for, at man har gjort og gør, men der er også altid, meget man gerne vil gøre anderledes.

Jeg vil lade julen inspirere min måde at tænke om det kommende år, måske gøre op med dårlige vaner, men først og fremmest give endnu mere plads til de gode vaner. I mit tilfælde handler det i høj grad om at skrue ned for travlhed og gøremål og op for relationerne. Jeg vil være bedre til at have tid til mig selv, min kone, mine venner og til at få nye venner. Jeg har en god vane med at være åben overfor folk og kunne lide at møde nye mennesker. Den vane skal jeg have skruet op for og bruge mere tid på, og det hænger vel egentlig fint sammen med det at følge Jesus. Jesus er åben og imødekommende overfor alle, også dig. Han kalder også på dig, der læser dette og siger: ”Følg mig!”

Hvordan vil det at lade julen inspirere dine nytårsforsætter se ud for dig i det nye år?

I dette indlæg vil jeg sætte fokus på julefrokoster, for det har fyldt meget i samtalerne blandt min ikke-muslimske vennekreds.

Folk glæder sig til julefrokosterne, og der bliver talt stolpe op og stolpe ned om denne meget famøse frokost, som årligt finder sted. Jeg skal ikke med til julefrokoster, selvom jeg godt kunne deltage for selskabets skyld, men jeg har valgt det fra af personlige principper. Jeg har dog utallige gange hørt, hvor meget folk glæder sig til disse frokoster, og det synes jeg også er spændende lige indtil, når folk begynder at tale om, hvor stive de skal drikke sig.

Julefrokoster kædes sammen med druk, sex og gramseri , og jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor det skal være således? Efter frokosten  sidder de og morer sig over de udskejelser, der har fundet sted, og der bliver talt bag ryggen på dem, der virkelig har overskredet en masse personlige grænser.
Det er ikke min måde at spise en frokost sammen på eller more sig på, så det sætter naturligvis en masse tanker i gang hos mig.

I islam er det netop forbudt at indtage alkohol, derfor foregår morskab og fest og farver uden alkohol, da alkohol kan føre til at mennesket mister sin bevidsthed omkring sine omgivelser og ansvaret for sig selv og sine handlinger – og det siges jo også; at fuld mand har ingen helligdom.

Og da jeg har muslimsk baggrund, er der aldrig drukket hjemme hos mig , og jeg er heller ikke vant til at være sammen med personer, der bliver fulde eller får for meget at drikke. Det kan virke lidt mærkeligt for nogles vedkommende, men jeg føler mig bare ikke tilpas, og mister mit festhumør.

Shaytan seeks only to cast amongst you enmity and hatred by means of strong drink and gambling, and hinder you from the remembrance of Allah and from his worship, will you then not refrain? ” (Surah Ma’idah 90)

Hvis jeg skal komme med forslag til, hvordan julefrokoster bør være, så bør det være alkoholfrit, hvor man sidder og drikker sodavand og nyder frokosten over en god mad.
Det bør være en julefrokost, hvor folk er ved deres fulde fem, og at man ikke fortryder efterfølgende, hvad man har foretaget sig, men at man blot husker gode ting og har gode oplevelser med hjem.

Alt dette jeg skriver, skal ikke opfattes som kritik af hele julen og december måneden, men blot som en bekymring fra min side, da jeg naturligvis også holder af min ikke-muslimske vennekreds. Jeg er bare lidt bekymret for, om de vil komme hjem i god behold? Eller vil der ske dem noget, når de begiver sig hjem ad ? Hvad nu hvis, de har fået for meget at drikke etc? Alt det man hører fra i medierne, sætter jo også en masse negative tanker om fulde unge, der falder i vandet og drukner etc. – pas derfor godt på jer selv, så vi kan være fri for en ulykkelig december måned!

Nok om det! Hvordan skal jeg så få min lange juleferie til at gå med? Jeg er i øjeblikket i gang med at blive bedre til at recitere koranen, dvs. der er nogle regler, når man reciterer koranen, tajwid, er et af mine mål , som jeg stræber mig på at lære. Det er vigtigt, at når man reciterer koranen, at man forsøger så bedst muligt at recitere på en smuk måde, samtidig med at man overholder reglerne for recitation, der gør sig gældende hertil. Dette er meget vigtigt for mig, at mestre dette!   Ellers følger jeg også to kurser, der hedder ”Koranens Guddommelige vejledning”, ”og Hadithstudier”, som jeg halter lidt bagud med, som derfor også  skal indhentes i juleferien, og hvor jeg skal afslutte disse to kurser med eksamen – glæder mig allerede.

Her er et eksempel på, hvor flot koranen kan reciteres;

Jeg har en bekendelse, jeg har en jule fetish. Jeg elsker julepynt, jeg nyder hyggen omkring bordet når der klippes og klistres, og der er noget helt specielt ved at få lov til at vælge et juletræ og så pynte det. Jeg kan ikke lade være med at glæde mig til lys i gaderne og på træerne, æbleskiver og brunkager skyllet ned med gløgg.

Fra mine søskende og jeg var små tog vi næsten hvert år op til venner i Nordsjælland i begyndelsen af december og var med til at vælge et juletræ, flette julehjerter, spise brunkager og drikke varm chokolade til vi kunne sprække og havde en ganske vidunderlig dag. Og hvert år efter d.24 holdt vi så bag-jul som det nu hedder, med tur i skoven, et slaraffenland af småkager, nisselandskaber og brunede kartofler og ikke mindst ris a la mande og mandel gaver.

Der er umiddelbart ikke noget galt med denne jule fetish lige bortset fra at jeg er jøde og rabbiner og hele historien om Jesusbarnet i Betlehem ikke har nogen med mig at gøre. Ideen om en søn af Gud er i direkte modstrid med jødiske traditioner, men alligevel så finder jeg julen uimodståeligt hyggelig. En forklaring er at alle de traditioner jeg kan lide ikke har særligt meget med julebudskabet at gøre, men mere med at finde noget at se frem til i en kold og mørk tid.
Efteråret er fyldt at jødiske højtider og mellem november og december fejrer vi vores otte dages lysfest kaldet Chanuka. Otte dage hvor vi tænder et ekstra lys hver aften til vi når 8 tændte lys (og en ekstra som man tænder de andre med). Otte dage med latkes (kartoffelpandekager), doughnuts, spinde toppe og historier om mirakler, men på trods af dette har Chanuka det svært med at konkurrere eller leve side om side med julen. Julen er rendyrket hygge – i hvert fald set udefra.

Det er svært, hvis ikke umuligt at ignorere julen i Europa, selvom det er sket en enkelt gang. Det år da jeg var i Israel over julen var det overhovedet ikke gået op for mig at det var december. Et overraskende møde med en oppustelig plastik julemand i den gamle bydel i Jerusalem var det eneste der mindede mig om at det jo faktisk var jul hjemme i Danmark. Jeg havde vænnet mig til at finde Chanuka kort og pynt i det lokale supermarked, men der var ikke et eneste spor af sne, nisser eller gløgg så julen var slet ikke på min radar det år.

Her i Nordlondon hvor man kan finde Chanukah kort og pynt i den lokale papirhandler, hvor matza (jødisk påske-knækbrød, som en veninde kalder det) og challah (traditionelt brød spist fredag aften til shabbat) og israelsk hummus er et normalt syn i supermarkeder er julen og andre kristne højtider derfor ikke helt så skelsættende eller overvældende.
Alligevel så kan jeg ikke lade være med at være hemmeligt misundelig på al den fine julepynt. For hvem har ikke lyst til at pynte op og gøre hjemmet fint? Min søster som elsker al hygge forsøgte et år at købe ikke-julet julepynt og hængte det op som ”neutralt” pynt, men gik rundt med dårlig samvittighed og følte sig som en ’dårlig’ jøde hele den december. På den anden side så har min indiske hindu veninde fra mødregruppen allerede købt sit juletræ og pyntet det uden nogen kulturelle eller religiøse kvaler.

Hvad er så svaret på dette december dilemma? Jeg er ikke sikker på at jeg har et, men min erfaring er at julekager, gløgg og ris a la mande glider ned uden problemer, mens nisser og julekugler hurtigt sidder fast i halsen.

”Hjælp det er jul” er overskriften på en hel række artikler på DR’s hjemmeside, og navnet på en voksen-julekalender, der viser de mindre kønne sider af julen. Vel at mærke hos dem, der har det materielle på det tørre. Men selvom julen er sikret økonomisk er der åbenbart nok at bekymre sig om!

Disse indslag, og flere i andre medier, er en del af den særlige mediegenre, som dyrker bekymringsjulen. Det vil sige den store bekymring for om alle vores håb, ønsker og drømme er ved at ødelægge den jul vi efterstræber så højt. Hvordan undgår man at jagten på den helt rigtige jul netop er det der ødelægger julen?

Det er efterhånden en fast juletradition, at der hvert år ved denne tid er et væld af samlivs- og familieeksperter, der giver gode råd om at undgå at forventninger til julen får læsset til at vælte. Og om hvordan man undgår, at det hele ikke bryder sammen i skuffede forventninger og mere eller mindre undertrykt raseri, når hele familien samles, og alt ikke er som det skal være. For netop presset for at alt skal være som det altid har været, og måske endda lidt bedre år for år kan blive for meget! Særligt måske når traditionerne forandrer sig, som de jo gør, når to familiers juletraditioner skal forenes, eller når der sker store forandringer i familiemønstre og i ens livsforhold i det hele taget.

Det er særligt forventningerne, som er i fokus, når der tales med bekymring om julen. Denne ene gang om året synes der at snige sig en meget gammeldags drøm ind i sindene – en drøm om Mor i køkkenet, med forklæde og røde kinder, der rækker den ene plade brunkager efter den anden ud til børnene, der fredeligt er samlet om juleklip og hyggelig spil. Mens Far med piben i munden smiler huldsaligt bag sin avis, eller bakser med juletræsfoden.  Drømmen om det uproblematiske samvær i familien er intakt, selvom vi udmærket ved at netop ferie og højtider ofte er meget mere problematisk end hverdagen.

Og når december oveni er en alt for kort arbejdsmåned til alle de opgaver, som skal nås inden året er omme, så stiger presset. December er jo for mange fyldt med en række julearrangementer, hvoraf julefrokosterne på arbejdet tit er omgærdet af en særlig vejledningsgenre omkring jalousi og hvordan chefen bør opføre sig til festen. Og så skal alle gaverne købes, og alt det andet, der skal på plads inden julen kan indfinde sig!  Derfor kan nogle måske endda synes at det bliver en hel lettelse, når julestress afløses af januars lige så traditionelle stress over forøget vægt ovenpå julemaden. Og nogle tænker måske, at det ville være godt, hvis lidt af julens stemning og fejringer kunne fordeles bedre ind i den mørke januar.

Men sådan kan det jo netop ikke være. Julen er en høj-intens fest, og den er forbundet med stærke traditioner, forventninger og følelser.  Og jul er ikke jul uden den intense stemning og travlheden med at få julen i hus. Så lad os glædes over travlheden og forventningerne, og så leve med, at det ikke altid bliver som vi havde troet.  Og måske også se lidt ud over vores egen lille juleverden, sådan som der også opfordres til i mange medier her i juletiden, når det fremhæves at julen ikke handler om gave og glitter, men om kærlighed og samvær.

Glædelig jul!

Juletid er gavernes tid, dog mest i form af materialle gaver. Vi giver og modtager gaver fremstillet i Kina, købt i Tiger og modtaget i en fart. Et af de første møder med mit “kulturschok” i Danmark sad jeg og skrev min ønskeliste. Et koncept jeg ikke har mødt før. Jeg må indrømme at det føltes meget underlig at lave en liste af hvad jeg kunne tænke mig at få som gave fra mine daværende svigerforældre. På en måde var det lovligt fordi de kendte mig jo ikke så godt men på den anden side følte jeg mig berøvet min ret til at blive overrasket, så siden har jeg nægtet at lave ønskelister og instillet mine forventninger på sit laveste og accepterede alle bløde pakker med stort knus og glæde.

I mit tidligere oplæg har jeg nævnt at jeg skulle til at holde et Gratis Byttemarked / Maleriudstilling i Silkeborg. Nu er weekenden omme og jeg kigger på en veloverstået første byttemarked. Tak til Midtjyllands Avis, som synes konceptet var interesant. Konceptet er sikkert kendt i gamle dage men siden glemt eller ildeset af kommercielle instanser og kapitalistiske tankegang. Et system der synes det kun kan eksistere hvis alle køber smider væk og køber igen. Nogle går så langt og stempler folk der ikke passer ind eller nægter at gå med til det som forrædere. Dette mindset skal ændres. For det er den tankegang der giver mig ufred i ellers fredelige juletid.

Så jeg gjorde hvad jeg kan til at give folk i Silkeborg en oplevelse af at give uden (nødvendigvis) at få noget igen og glæden ved at få uden at der forventes andet end et smil. Det jeg lavede var noget af det letteste for at sprede glæde i nabolaget. Ideen var som sagt  at lave et byttmarked, hvor folk kan aflevere brugbare ting som de har haft alt for længe og ikke bruger mere og igen andre mulighed for at tage dem med hjem og bruge dem eller give dem som gaver. Jeg fik kredit for at give ting væk som nogle andre har afleveret. Jeg glemte selvfølgelig ikke at takke alle der har afleveret ting og sager og alle takkede også alle der har hentet dem. For jeg så min rolle som kun at skabe rammerne og stemningen.

Udover byttemarkedet har jeg udstillet mine malerier og sad i sofaen og lærte børn hvordan man laver en pung af en mælkekarton eller pynt til juletræet af metal dåselåge.

Allerede 1.december faldt det første  spørgsmål om, hvorvidt jeg holder jul eller ej?  Mit typiske standard svar er  ” nej, jeg er muslim, hvorfor skal jeg fejre jul?”, når jeg stiller dette spørgsmål, får jeg  en masse søforklaringer om, at man er godt klar over, at jeg ikke holder jul, men det kunne jo ligee være, at jeg måske også gjorde særlige ting under juletiden, hvor jeg spiste god mad eller udvekslede gaver etc.  Jeg vil dog gerne have et svar på, hvorfor jeg skal fejre jul?

Nu om dage, bliver julen ikke betragtet som en kristen højtid, selvom denne årlige begivenhed faktisk opfattes for nogle som en kristen højtid, der markerer  Jesus´ fødsel.  Og for nogle andre bliver julen blot opfattet som en hedensk tradition –  for i Mellemøsten  sneer det jo ikke, der er ingen julemand , ingen rensdyr og alt det magiske, som man nu forbinder med den gode gamle jul,  har jo intet med kristendommen at gøre.

De fleste ikke-muslimer, som jeg kender, betegner sig ikke selv som kristne, men de holder jul for samværets og hyggens skyld. Jeg har det dog på den måde, at jeg betegner mig selv som muslim, og for os muslimer har vi af vores skaber fået skænket nogle islamiske højtider, som jeg hvert år fejrer med familien, og når jeg bekender mig til islam, så føler jeg ikke at jeg lige pludselig også skal til at fejre jul  - og det er jo egentlig også en absurd forventning – for ikke-muslimer fejrer jo heller ikke islamiske højtider.

I hverdagen arbejder jeg som skolelærer, og her er jeg omgivet af både muslimske og ikke-muslimske elever. Nu hvor det er december, fylder julehøjtiden naturligvis også meget på de danske folkeskoler. På vores skole bliver julen allerede markeret 1.december, hvor skolen har klippe-klistredag, og hver morgen har vi morgensamling, hvor der er juleoptræden, og der bliver også sunget en masse julesange.  Vi har endda også været forbi Sankt Annæ for at se Krybbespillet – hvilket var et fantastisk show!

I forbindelse med alt dette jule tam tam,  var der en elev, der spurgte mig, ”Gülay, hvorfor holder vi ikke også morgensamling, når det er eid? Hvorfor er det kun, når det er jul, at vi skal lave sådan noget op på scenen og pynte klasserne?” Ja, det er et godt spørgsmål,  hvorfor er det kun, når det er jul, at der bliver lagt op til fest og farver på en skole, som også rummer muslimske elever – hvor bliver den interkulturelle aspekt på folkeskolerne?   Og hvorfor bliver jeg konstant spurgt om, hvorvidt jeg fejrer jul  - og om jeg ikke BARE kan fejre det uden at det har nogen religiøs betydning for mig? Hvordan ville en ikke-muslim have det, hvis jeg spurgte om, hvorvidt de fejrede den årlige faste-måned og derefter Eid? 

Det eneste jeg ellers glæder mig til i december måneden er nok, at stå på skøjter og juleferien, som jeg venter spændt på! Ellers ingen dans rundt om juletræet og heller ikke et festmåltid med julemanden fra Mellemøsten!

Så er det blevet d. 8. december, og den første julesne er faldet, har lagt sig og er væk igen. Jeg sidder her på Haderslev Bibliotek mellem endeløse rækker af bøger og glæder mig over det faktum, at jeg faktisk lagde mærke til sneen. Bøgerne synes jeg, at jeg ville gøre opmærksom på, fordi de har fyldt min december rigtig godt ud indtil nu, ikke lige dem på Haderslev Bibliotek, men mere bøger i almindelighed.

Jeg sidder midt i et hektisk eksamensræs og tillader mig at bruge en overspringshandling på at meditere lidt over vejret, julemåneden og livet lige nu, hvilket leder mig til Nissebanden. Sådan går det, når man lader tankerne flyve, hvorhen de vil. Så ender de hos Nissebanden. I hvert fald lige denne gang. Jeg tænkte som barn aldrig over, hvor sjov Hr. Mortensen egentlig er. Måske fordi man som barn bare ikke rigtig fatter det, men bare synes at nisser, julemand og gaver er godt uanset hvad. ”Som min mor (Hr. Mortensens mor) altid sagde: ”Der er ikke noget der er så vådt, at det ikke er til at grine af”.” Nej, man kan vel godt se sig undskyldt for som barn ikke lige at gribe humoren her, men jeg syntes egentlig, det var meget morsomt da det blev fremsagt i gårsdagens afsnit. Pointen i alt dette er nok, at min december, som den har været alt for mange år i træk, er temmelig travl og lige nu går op i at læse, skrive, nå ja og så se Nissebanden.

Nissebanden ser jeg primært (det skal jeg jo sige), fordi jeg har en kone, der er julekalenderfreak, hvilket i søndags ledte os til julemarked på Rosenholm Slot, som var rammen for optagelserne af Jul på Slottet for 25 år siden. Hovedattraktionen var Prins Valentin, der i en noget ældre, rundere og mere skaldet udgave læste et svensk juleeventyr op. Det lyder måske lidt kedeligt, det var der sikkert også nogle, der syntes det var, men jeg havde det nu meget hyggeligt med det, især fordi det gav virkelig mange point på ægteskabskontoen. Teenagepiger falder i svimer over Justin Bieber, voksne kvinder falder i svimer over Robbie Williams og min kone, som vist er uden for kategori, falder i svimer over Old School udgaven af Prins Valentin fra Jul på Slottet, der oplæser svenske juleeventyr. Hmm…

Nå, i aften skal vi besøge Rip, Rap og Rylle, som er 2 stk nevøer plus 1 niece. Jul er bare altid sjovere når man også kan se den lidt gennem barneøjne. Begejstringen og forventningen er en helt anden. Vi har lovet at tage julepizza med, så der bliver glade dage.
Ja, bundseriøst var dette indlæg vist ikke, men det beskriver alligevel meget godt min december indtil nu. Rigtig meget læsning, lidt jul indimellem, og rigtig meget læsning. I mit næste indlæg vil jeg sætte mere fokus på, hvilken rolle min kristne tro spiller på min jul.

Ja, jeg er Budhist og det har jeg været siden jeg var helt lille. Jeg har bare først erkendt det i 2009, da jeg efter nøje undersøgen fandt ud af min grundlæggende værdisæt er identisk med Buddhismens. Så var det ikke et stort skridt at erkende det og søge tilflugt i Buddha og hans lære. Nogle synes det er fy og farligt at skifte religion. Det føler jeg ikke jeg har. Hvilken religion har man egentlig til at begynde med som skal skiftes?!
Jeg undersøger bare virkeligheden ved at følge Buddhas vej og forsøger at leve i harmoni ned det. Det forekommer mig umuligt at have en religiøs praksis der spejler sig positiv ud i ens helt almindelige daglidag uden at inkludere meditation i det. Med meditation bliver alle religioner og andet praksis klarere.

Jeg bruger meditation som en slags “åndeligt google”. Jeg sætter mig ned, indtaster et søgeord (eller ofte en koan) og bliver siddende indtil jeg får et klart svar.  Og her i december måned er har jeg brugt dette jævnligt, men dog ikke hver dag. Nogle gange føler jeg mig mere klar og tilstede end andre dage. Hvis jeg er klar i hovedet fløes det som om jeg er et rent spejl og går meste af min dag igennnem med fuld tilstedeværelse andre dage har jeg brug for at sidde mere intenst.

I dag den 8. december er den dag Buddha blev Buddha, dvs. blev oplyst og gennemskuede alting. Fandt ud af hvad grunden til alt lidelse/grundlæggende utilfredshed er og hvordan man kan komme ud af det. Den dag normalt “fejres” med en sesshin, som er en 7 dags retreat. Mig bekendt fortæller legenden at efter mange års søgen i forskellige retninger og læremestre sætter Shakyamuni sig under et træ og bilver siddende i 7 dage og den ottende dag ved morgengry “ser han lyset” og vågner op. Dermed bliver han kaldt Buddha, den opvågnede.

Som min profil hentyder er jeg skilt fra min danske kone og har tvillingedrenge på 6 år. Heldigvis er hun og hendes nye kæreste også er buddhister, så vi deler nogenlunde den samme verdenssyn. Stadig dukker jo alle traditioner og vores opdragelse op og vi gør nogle ting som er en del af kulturen vi er vokset op i og det er OK!

Jeg ser min opgave er som at give mine børn det ballast og bevidsthed til at se og ved der er andre måder at være på i andre lande og det er kulturbestemt. Det kommer meget naturligt for dem for de ved jeg kommer fra Tyrkiet og har besøgt farfar og farmor flere gange. Bare forståelsen af at der er andre lande end Danmark og der bor andre mennesker som slet ikke forstår dansk hjælper dem med at videreføre denne indsigt til andre ting som traditioner.

Jeg er som sagt Kaospilot og Zenbudhist, hvilket jeg synes er en super kombination. Det giver mig ballast til at acceptere det der omringer mig (realiteterne og min forståelse af dem) og til at ændre de ting som jeg har inflydelse på. Jeg holder eksempelvis et Byttemarked her i weekenden for at give nabolaget mulighed for at julehygge uden købs-stress. Hvorfor købe gaver til din nærmeste når du kan få dem gratis? Det bliver en gratis genbrugsmarked kombineret med en maleri udstilling. Eventet bliver holdt i Silkeborg og hedder Kunstig Hjul!

Med eventet vil jeg lette noget af det stress der må være på folks skuldre og give dem mulighed for at give “virkelig give” ting væk som de ikke har brug for længere til en total fremmede og opleve glæden ved andres glæde. Det er det julen står for mig og ikke en gavebytte dag, som det kan komme til at udfolde sig som!