Decemberbloggen

Jeg er 40 år og jeg tror på julemanden. Jeg tror på Jesus, jeg tror på Buddha, jeg tror på Mohamad og jeg tror på Rumí. Jeg tror på alle profeter, supehelte og visemand som vi kender til og alle dem som vi ikke kender til. (jf. dette ) Hvilket jeg er (næsten) sikker på mine 6 årige tvillinger også gør. Disse historier (om vi tror på dem eller ej) er en del af vores virkelighed og spiller en rolle i hvordan vi oplever osselv og vores omgivelser.

Når jeg fortæller historier til mine børn om Julemand, Jesus eller bare nisser er det ikke fordi jeg gerne vil have dem til at tro på en bestemt religion. Jeg gør det fordi disse historier indeholder nogle værdier og nogle aspekter som vi mennesker allerede er i besiddelse af og/eller vil udvikle. I mit personlige spejl står julemanden for gavmildhed, Jesus for næstekærlighed, Buddha for visdom. Mohamad for hengivelse og Rumí for universel kærlighed. Deruover står næsten allesammen for guddommelighed i mennesket. Hvad vi tilføjer eller trækker fra derefter er fuldstændig op til fortælleren og i min virkelighed handler fleste af superhelte (Superman, Batman, Pipppi osv.) historier om menneskets stræben efter at forstå og være ligesom Gud.

Fortællinger er en af de mest effektive måder at videregive informationer på. I vores dagligdag har vi mange filtre vi beskytter os med – f.eks når vi ser reklamer, nyheder eller X-faktor. Informationer der bliver skudt ud af disse medier tages ind med en gran salt, som består af vores opfattelse af virkeligheden baseret på den kultur vi er en del af, vores tidligere erfaringer og meget andet.

Sådan er det ikke med fortællinger. De går direkte ind i vores sjæl (hvis du er en af dem der tror på vi har én). Mennesker er bygget til at lære af narrativer og hvis vi skal videregive nogle af de livsvigtige erfaringer menneskeracen har gjort sig gennem tiderne på planeten skal de omformuleres som fortællinger og videregives på de nuværende tilgængelige media. Det kunne være i form af mundtlige fortællineger, youtube video, twitter update eller i form af en decemberblog!

Jeg kendte engang en jøde, der fortalte mig at da han var lille hørte han, ved juletid, mange af sine skolekammerater snakke om jul, Jesus og julemand. Det gik ham så meget på at hans skolekammerater troede på disse historier, så han tog hjem og skrev et brev til Mary Poppins og sendte det gennem skorstenen…

Min pointe er at vi bør være påpasselige med at hvad vi fylder de kommende generations friske, sårbare hoveder med: gamle, triste fortidsminder eller nye spændende muligheder. Svaret på dette spørgsmål ligger i tre andre spørgsmål, som er :

“Hvad har de mest brug for (for at overleve i en verden som vi har overtaget fra vores forældre)?”

“Hvad fik vi af vores forældre som var brugbar og som hjalp os igennem livet?”

“Hvad forestiller vi os (uden at vide det) at de kommende generationer får brug for for at leve et harmonisk liv i deres tid?”

Vores børn i en tidlig alder ikke har den skellen som vi voksne har mellem det vi kalder den virkelige verden og fortællinger. De oplever “ting” og alt hvad de oplever bliver deres virkelighed, om de så i virkelige verden eller i en fortælling. Det er jo den stærke side af en fortælling at når vi får fortalt en historie oplever vi hvad hovedpersonen oplever. Vi er i højeste grad “med” i historien og i hans/hendes valg. Derigennem forstår vi hvordan verden hænger sammen og hvordan vi kan finde vores egen vej igennem den mørke, skrammende skov og/eller nyde en frisk gåtur igennem venlige træer fyldt med glade, syngende fugle.

Hvilken virkelighed skaber DU for dine børn?

Her er der et par historier som jeg selv har skrevet nogle er børnevenlige og nogle kræver mere forstand, men Historien om Albert er en sikker vinder med børn.